Hvad siger man, efter otte års tidspassage alene med en kidnapper?

Den østrigske 18-årige Natascha Kamputch blev holdt tilfangetaget i otte år af en mand, der ønskede at hun kaldte ham sin hersker. Efter hendes flugt sprang han ud foran et tog og døde af egen vilje. Natascha skrev dette brev til pressen. Hun ønsker ikke at se sin familie endnu, og lider af Stockholm syndromet – dvs. hun føler sympati for sin kidnapper, som hun har været fuldstændig afhængig af gennem alle otte år.

Hendes brev vækker på sin vis mindelser om Haruki Murakamis historier om en mands tanker fra bunden af en brønd (i Trækopfuglens Krønike). Manden er helt afhændig af en pige, der har fjernet hans rebstige og har lagt låg på den indtørrede brønd. Han er helt overladt til sig selv – og til hendes forgodtbefindende. Uden det mindst personlige frihed tilbage, igangsættes en række tanker, som har spor af tilfredshed med det simple, sympati og forståelse, og en fascination af det regelbundne. Men også en angst for ensomheden. Læs Nataschas brev til offentligheden og sammenlign med den japanske forfatter.

Virkeligheden overstiger igen fantasien.

One response »

  1. Massimo says:

    Wow. Det bliver da noget af en historie hun kommer til at fortælle, når hun en dag beslutter sig for det. Tro kan flytte bjerge. Angst ligeså…

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s