Det er nærmest en refleks jeg har – at påkræve mig min ret. Ret til ferie. Ret til et fedt køkken. Og så retten til lige løn. Da denne ret blev udfordret af globaliseringen, så var der nogen, der gik amok! Men måske er de tilkommende polske håndværkere faktisk bare et gode for os alle sammen. Tænk lidt over det!

Mens du tænker kan jeg fortælle at jeg var i Polen for nylig. Og det var ikke som udstationeret håndværker, skal jeg skynde mig at sige. Allerede da jeg forlod stationen i Krakow og gik hen mod nærmeste værtshus, så jeg det første tegn. Fire voksne mænd stod og malede et gelænder lilla på en jernbanebro. Men de var ikke i aktivering. Det var fire solbeskinnede polske håndværkere på en god arbejdsdag.

Det andet tegn mødte jeg på en tur rundt i en hyggelig park. To polakker havde gang i en stige. Men med hvad? Jeg så nærmere efter. Jo, de var da ved at male den sølvfarvet! Altså: ikke bare én, men to (2) voksne, polske håndværkere var i færd med at smukkesere deres trappestige – eller måske mesters. Jeg følte mig pludselig langt væk fra andedammen. Eller også var EU bare meget, meget større end jeg huskede. Det ellers så populære, danske køb-og-smid-væk-kodeks er i hvert fald ikke kommet til Polen endnu.

Endelig så jeg det tredje tegn, da jeg ville afslutte min arbejdsrejse med en bustur på landet omkring gamle Krakow. Og hold da op! Adskillige landmænd lod deres harver trække henover smalle marker – af okser! Nej, ingen traktor! Og så var det, jeg rigtig følte mig som EU-borger. Eller… tanker om landbrugsstøtte inden for EU lå i hvert fald lige for.

Det var tre utvetydige tegn på en meget lav arbejdsløn i et nyt EU-land. Vi ved alle hvordan boligmarkedets himmelflugt herhjemme har lænset byggemarkedet for arbejdskraft. Med den to år gamle Østaftale om udstationering skulle det være blevet nemmere at hente arbejdskraften i de nye østeuropæiske lande. Det lyder jo som et godt svar på globaliseringens effekt på arbejdsmarkedet. Men der gik nu ikke lang tid før det gik galt her i Danmark, og fagbevægelsen trak i harnisk for at kæmpe arbejdernes ret for en lige – eller rimelig – løn.

Jeg husker, da selveste LO’s formand, Hans Jensen, i sommeren 2005 drog til Falster med et kobbel blokadevagter. Årsag: Ti polske håndværkere med 45 kroner i timeløn. Problemet var, at det polske firma, som stod for byggeriet, ikke havde tegnet en overenskomst med danske Træ-Industri-Byg. Og hæse Hans fra LO spillede med musklerne: ”Hvis man skal være dramatisk er det velfærdssamfundet, der står på spil.” Men hvor mange polakker var der tale om på landsplan?

Antallet af aktive arbejdstilladelser til var i sommeren 2005 hele 400 gange større end året før – det var helt oppe på 4.000. Det må dog være kommet som en overraskelse for dramatiske Hans og kumpanerne i LO, da Dansk Byggeri i januar 2006 kunne afsløre et interessant tal. Kun 10 procent af håndværkermestrene brugte udenlandsk arbejdskraft, på trods af den store rift om de danske håndværkere.

Hvorfor har vi så svært ved at tage imod dem, og frygte at de truer os. Hvad er det lige, vi er så bange for at miste? Vores arbejde? Vores overenskomst? Vores løn? Vores høje skat? Vores sygesikring? Tænk over det. Måske skulle vi bare prise os lykkelige for at der overhovedet er nogen, der gider sætte vores hjemmebyggede køkkener op, som alle ligner hinanden. Eller måske vi skulle prøve at sende folk den anden vej? Sende dyre danske håndværkere til Polen i Østaftalens navn. Så ville vi nok hurtigt forstå, hvad det er, der trækker i vores EU-medborgere fra Baltikum og Polen.

[klumme]

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s