Jeg føler mig gammel. Så gammel, at fordums livstidsdømte RAF-terrorister måske skal prøveløslades. Jeg kan godt huske terroristerne fra TV-Avisen da jeg var dreng – også selvom jeg boede i en flække i Midtjylland. Jeg var bange for dem! Nu vender fortiden underligt tilbage. I begyndelsen af februar afgør retten i Stuttgart, om et gammelt medlem af Rote Armee Fraktion kan blive prøveløsladt. Fru eksterrorist, Brigitte Mohnhaupt, har nu nemlig rusket tremmer i 24 år. Så fortiden vender tilbage.

Løslad Rote Armee Fraktions gamle medlem! Sådan siger nogle tyskere i disse dage. Andre siger det stik modsatte. Fx de pårørende. Og jeg kan da godt forstå dem. Jeg har også mistet slægtninge til fordel for nogle feje islamisters sag i New York 2001. Så hvordan ville pårørende håndtere en lignende løsladelsesappel 24 år efter, at en Osama Bin Laden fx havde siddet i enecelle for Al-Quadas USA-angreb? Jeg tror minsandten, jeg ville hilse løsladelsesappellen velkommen! Og det er ikke fordi, jeg er pladderhumanist. Tværtimod! Sikke en straf, det ville være, at leve uden de beskyttende fængselsmure. Tænk over det.

Men fortiden vender specielt tilbage for de pårørende – familierne til ofre for RAF’s 33 drab i årene 1970-1998. Så hvordan skal det håndteres? Vil en prøveløsladelse ikke blot gøre ofrene til grin og negligere forbrydelsens gru? Næppe.
Der har været andre RAF-prøveløsladelser allerede. I middelalderen hed det aflad. Forbrydere kunne dengang købe sig til et afladsbrev og således betale sig fri for kirkelig straf for deres unoder. De kunne endda forkorte opholdet i skærsilden! Praktisk ordning, ikke? I dag tænker vi måske ikke så konkret på skærsilden, men snarere på det gode liv på jorden. Men afladsbrevene findes stadig på en måde, selvom de ikke nedskrives. De kræver dog ikke klingende mønt, men blot, at forbryderen vedgår sig sine fejl med overbevisning.

I 1983 blev nemlig en anden femme fatale, og RAF-medlem, prøveløsladt efter seks år i kachotten, på trods af en 12 års fængselsdom. Det skete, fordi hun vedgik at have ”gjort det værste, man overhovedet kan gøre.” Hun indrømmede altså, at være med på unodernes gru – og fik aflad. Om hun derefter alligevel kom i skærsilden kan man så bare håbe på.

Mohnhaupt har imidlertid ikke vedgået sig sine alvorlige unoder, endsige sagt undskyld til de pårørende. Det hæfter modstanderne af hendes prøveløsladelse sig ved. Men måske man burde omskrive de ’moderne afladsbreve’, og netop give RAF-medlemmet en ordentlig rundtur i det jordiske modstykke til skærsilden: Integration i et samfund fuld af forargede civilister, der ikke vil have med hende at gøre. Så kan hun lære meget mere end i en ensom fængselscelle.
Det er gratis at være en blød, moderlig humanist og fable om tilgivelse og at tiden læger alle sår. Vel gør den ej! Spørg bare KZ-fangers pårørende. Nej, tænk på straffen i en prøveløsladelse! Se, det ville være et seriøst integrationsprojekt for kriminelle eksterrorister! Hvilket otium.

[Klumme, skrevet ved optagelsesprøven til fagjournalistuddannelsen, 3. februar 2007]

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s